Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne ordning er let at forstå; erkebispedømmet var oprettet
under forudsætninger, der havde svigtet, Turholt var tabt,
Hamborg ødelagt, hedningefolkene uomvendte. Den nordiske
mission, der var hovedsagen for Ansgar personlig, led herunder,
han havde ingen midler ihænde til at repræsentere kirken på
en sådan måde, som han måtte anse for nødvendig, og alting
gik istå. Efter hele sin karakter kunde han da ej heller lægge
synderlig vægt på sin rang, han måtte foretrække at være en
rig biskop for en fattig erkebiskop.
Men de andre stormænd i den tyske kirke var af en anden
mening; en sådan tilbagegang i værdighed var et farligt
præcedens, som de ikke kunde tilstede, og Ansgar nød desuden
sikkert en så stor anseelse, at man særlig forargedes over den
hos ham. Kort efter blev den hele ordning da atter forandret.
Nu blev erkebispedømmet Hamborg genoprettet i sit gamle
omfang, men samtidig blev bispedømmet Bremen nedlagt og
dets stift delt mellem Hamborg og Ferden. Derved fik dette
sidste vederlag for hvad det nu gentagne gange havde tabt
hinsides Elbe, medens Hamborg fik rigeligt vederlag for tabet
af Turholt. Dette er den korrekte opfattelse af de omordninger,
der fandt sted efter Levdriks død i bispedømmerne ved Elbe,
enhver anden lader de afgørende momenter blive uoplyste.
Hvad der især meget har bidraget til at vanskeliggøre den
rette forståelse af disse forhold er den omstændighed, at de ny
erkebispers residens snart flyttedes til Bremen, eller rettere at
allerede Ansgar foretrak denne stad, der både var sikrere for
vikingernes overfald og havde det apparat af bygninger og
institutioner, der hørte til et bispesæde. Efterhånden vænnede
man sig derfor til at kalde erkebisperne efter Bremen i
krøniker og annaler (altså vel også i det daglige liv), i det 11.
århundrede gjorde de det alt af og til selv i deres breve,
skønt Adam „af Bremen“ endnu ved 1073 kalder sin bog „de
hamborgske erkebiskoppers historie“, og efter Nordens
udskillelse af enhver forbindelse med denne værdighed blev det
almindeligt at anse Bremen for stiftets hovedstad. Det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
