Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyere tyske bidrag til den danske middelalders historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et ikke ubetydeligt afsnit i vor middelalders historie. Som et
ydre minde om denne delagtighed i missionen blandt Venderne
hørte Femern og Ryø (Rügen) indtil reformationen til de danske
østifter, Odense og Roskilde, og endnu den dag idag vidner
enkelthederne i den gammelkirkelige bygningsstil både der og
på fastlandet om den indflydelse, som til sin tid udgik fra
Danmark til det nysomvendte land, der længe stod i
lensforhold til den danske krone.
Vendernes omvendelse ved de Danskes og Tyskernes
forenede bestræbelser er et af de punkter i middelalderens historie,
vi kan dvæle ved med den mest udelte tilfredshed og glæde.
Medens det set fra en side var en billig og vel fortjent
gengældelse af de anstrængelser, Hamborgs erkebisper havde ofret
på den kristne læres udbredelse her i landet, blev det ikke
mindre til held og velsignelse for den danske kirke selv ved
at inderliggøre evangeliet gennem forkyndelsen. Thi det gælder
ikke blot om kundskaberne hvad et gammelt ord siger, at
„man lærer ved at lære fra sig“, at det klarer ens egen
opfattelse og forståelse at overvinde andres Ukyndighed; det
gælder også hele livsanskuelsen og folkekulturen, både hos den
enkelte og i hele samfundet.
Der er en bestemt modsætning mellem kristendommens
udbredelse og grundfæstelse hos os og hos Venderne og
Saxerne; medens den her skred frem ved sin egen styrke,
langsomt men sikkert, gennem flere slægtled, også i det ydre
fremtrædende med den frihed, der er dens læres særkende,
blev den påtvungen vore sydlige naboer med våbenmagt:
Saxerne måtte bøje sig for Karl den stores, Venderne for
Henrik Løves og Albrecht Bjørns, Kong Valdemars og
Absalons sværd. Det er derfor væsenlig en række af blodige kampe
der betegner dens vej, og alt som våbenlykken skifter, udbredes
og indskrænkes kirken blandt de halvvilde stammer; det var
fremmede der nedrev deres templer, fældede de hellige lunde
og nedhug de udskårne guder. En sådan kamp kan dog ikke
egenlig beklages, end sige fordømmes, når ikke de højere ideer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
