Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bidrag till Oplysning af Middelalderens Love og Samfundsforhold. I. Oldinge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I jordfællesskabets tider kunde der opstå tvivlsmål om
de rette grænser i tre henseender: først om agerskifternes
størrelse på den fælles bymark; dernæst om skellet mellem
byens forskellige tilliggender: tofterne, gaden, forten, bymarken,
skoven osv.; endelig om skellet mellem to nabobyer og hele
deres tilliggende. Det ses imidlertid snart, at kun de to sidste
tilfælde kan komme til afgørelse ad rettens vej, sålænge
bønderne endnu væsenlig er frie selvejende mænd. Enhver bonde
kan til enhver tid forlange en opgørelse af agerskifternes
størrelse, forsåvidt han tror sig brøstholden ved den nærværende
tilstand; der skal da finde en rebning sted, om end i den
mindst mulige udstrækning. Thinget blander sig ikke i denne
sag uden for at tvinge den, der ikke vil opgøre skifterne:
efter tredje stævning falder han i en bøde på tre mark, der
udelukker ham fra at søge thing, indtil han har gjort skel
derhjemme (Jydske lov 1, 49. 10. Skånske l. 4, 9. 10. Vald.
sæll l. 3, 4. Eriks sæll. l. 2, 54). Opstår der derimod strid
om, hvad der i byen hører til vejene eller til marken, til
almindingen eller til ornum, da er det ligeså klart, at disse
spørgsmål kun kan afgøres ad rettens vej, ligeså fuldt som
striden om forskellige byers markeskel; thi her er der overalt
tale om historiske forhold, der ikke kan klares med reb og
stage. Alligevel skelner Jydske lov også her, og vistnok med
rette, mellem de to tilfælde, om det nemlig er indenfor samme
by, eller ikke, der er tvivlsmål; i første tilfælde overlades
afgørelsen nemlig til tolv „ejere“ i selve byen, i det andet
betragtes det som en sag, der vedkommer hele herredet og
derfor afgøres af dets sandemænd[1]. Eriks sællandske lov fastholder
også modsætningen mellem de to tilfælde, men dog noget
utydeligere: byens skel skal afgøres af 12 „oldinge“,
markeskellet af 13 uvildige mænd, alle tagne „af herredet“, det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
