Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeviser om historiske personer. I. Valdemar Sejr og hans dronninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvor meget han end havde skyndt sig, så kom han dog
for sent; dronningen var lige død i Kirstens arme, en søn var
skåren af hendes side. Men kongen er så stærk i sin attrå,
at han forfølger den endog ud over døden; han besværger alle
at bede for den henfarne sjæl, at det måtte forundes den at
vende tilbage til livet for at udtale sine sidste tanker.
Den genopvågnede dronnings enetale er noget af det mest
fuldendte, vor folkedigtning har frembragt. Hendes første
udbrud, før hun endnu ret er vågnet, er et suk som ved
skilsmissen fra noget skønt: hvorfor gjorde de hende dette! —
Hun besinder sig et øjeblik og gør sig det klart, at det er en
tilbagevenden til livet; hun ser sig om og bliver vár den
forfærdelse, som det har fremkaldt på de omkringstående; hendes
næste tanke er da at berolige dem: de skal ikke ræddes for
hende, hun kommer ikke fra dybet, thi kun en eneste lille
synd tynger hendes samvittighed, en helligbrøde, der velgørende
minder om, at hun var et menneske og ingen helgen. — Nu
klares hendes tanker alt mere og mere, hun kender sin
husbonde, hun mindes hele deres samliv og deres fælles gerning,
hun beder ham om for hendes skyld at give alle fanger fri;
det var hendes morgengave, det skal også være hendes
sjælegave. — Hendes husbonde og hendes nyfødte barn! hun ser
ud over nutiden ind i de kommende tunge dage og hun lægger
ham på sinde, at denne nyfødte Knud er hans rette arving og
bør bære rigets krone efter ham. Hendes opladte øje ser
Bengerd, der stiller sig mellem kongen og hans søn, Bengerd,
den beske urt, som vil brede sig over hendes grav, og hun
bønfalder ham om ikke at sætte hende i rigets højsæde, thi da
vil hendes børn fortrænge deres søn.
Hun synker atter tilbage mod sin dvale, blodet forlader
atter hendes kinder, hun dækker øjnene med sin hånd, hendes
sjæl drages bort af klokkeklangen fra oven. — Også dette må
hun dog sige ham, som hun elskede så højt, ham der var
stærk nok til at drage hende tilbage til livet og hvis øje
hænger ved hendes mund for at få endnu et ord: en anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
