Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erland Kalv og Kong Valdemar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nikolaus, eller en af dem, eller deres arvinger kræve det nævnte
Riberhus af os eller af en af os eller af vore arvinger, skulle
vi ufortøvet, når de kræve det, levere de nævnte grever det
tilbage tilligemed herrederne, til dem, deres arvinger eller
hvem de ville overdrage det til, kvit og frit for os og vore
arvinger, alt uden nogen undskyldning eller udflugt; — hvis
da ikke, hvad Gud ville afvende, borgen er fravunden eller
fravristet os eller vore arvinger.”
Et andet oldbrev viser os Erland Kalv i fejde med borgen
Gram; det er det samme, som bragte Hans Gram til at
fremdrage spørgsmålet om Erlands frafald; det indeholder nemlig
det ældste vidnesbyrd om krudtets brug i Danmark. Dagen
efter st. Hans 1372 udstedte Erland Kalv nemlig et brev om
grunden til købmanden Nikolaus van Rijnes halshuggelse efter
bythingsdom i Ribe. Lørdagen den 29. Maj var der bleven
klaget på thinge over at folk fra Ribe tilførte deres fjender
på Gram penge og forskellige fornødenheder. Ridderen havde
da foreslået og borgerskabet vedtaget den bestemmelse, at
intet som helst måtte tilføres borgen. Ikke des mindre var
den nævnte Nikolaus van Rijne truffen på vejen til Gram den
følgende mandag og det med to beholdere (lagunculæ) med
svovl og salpeter, der kaldes „bøsse-krud”. Da han havde
tilstået sin brøde, blev han dømt til døde. — Erland Kalv
blev således af sin partistilling dreven til at straffe en dansk
mand på livet, fordi han vilde bringe kongens borg den hjælp,
han formåede.
Atter syv måneder frem i tiden fandt striden en afgørelse;
kong Valdemar tog Flensborg med storm og tvang greverne
til at følge Hansestædernes exempel, slutte fred og opgive de
frafaldne stormænd i Jylland; troløshed hørte til tidens mest
fremtrædende ejendommeligheder. Freden sluttedes den 24.
Januar 1373 ved hjælp af hertugerne af Meklenburgs mægling,
og greverne lovede „at vise alle riddere og svende og alle
borgere, som bo i Nørrejylland og have hyldet dem og ere
blevne deres mænd, til kongen. Hvad Sønderjyderne angår,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
