Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synspunkter for opfattelsen af Valdemar Atterdags og Dronning Margretes historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kong Valdemar bærer i vor historie det betydningsfulde
tilnavn „atter dag!“ [1] Den første betingelse for at forstå hans
liv og gerning er da at gøre sig fortrolig med den nat, som
gik forud.
I sine hovedtræk er tilstanden bekendt nok: rigets lande
var pantsatte eller tabte, folkets modstand mod de fremmede
tilsyneladende brudt. Og dog var dette end ikke det værste;
man får ikke den rette nøgle til forståelsen af kong Valdemars
regering, med mindre man gør sig fortrolig med den
grundskade, som havde fremkaldt denne sagernes stilling eller dog
var i følge med den. Det var ingenlunde, som Reinhardt går
ud fra, de sidste kongers svaghed, eller prælaternes og adelens
overgreb, eller andre mere tilfældige omstændigheder, som
hidførte det sørgelige resultat. Det var derimod den gradvise
opløsning af tidligere tiders opfattelse af „riget“. Dette
begreb havde hos os en uoverskuelig historie, tilbage til den
fjerneste oldtid. Rigets enhed og sammenhold havde bestandig
i den historiske tid været en bydende nødvendighed, dets
højhed overfor de enkelte havde, senest i Valdemarernes
tidsalder, altid på ny bestået sejrrige kampe imod enhver
modstand. Når en ny konge fremstillede sig for folkets høvdinger
for at stadfæstes i sin værdighed, aflagde han ed på ikke at
mindske kronens ret og rigets eje; det viser noksom, at det
var selve folket, som holdt på rigets højhed og kraft, ikke for
kongernes, men for sin egen skyld. Ulykken i Kristoffer
Valdemarsøns og hans ætmænds hus var den, at den gamle
ligevægt i riget gik tabt. Det beror vistnok på en fejltagelse,
som er gået i arv til os fra enevældens tid, når vi ensidig
lægger vægten på stormændenes, de kirkeliges og de
verdsliges, stigende vælde efter Valdemar Sejrs tid; også kongernes
vælde steg, tildels endog ud over de andres, og det er i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
