Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sognetallet i Jylland i middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lå det nær at benytte denne overgang til indskrænkning af
sognetallet, idet flere menigheder måtte slå sig sammen for at
afløse deres ældre skrøbelige trækirker med en stenbygning.
Sognetallets nedgang i de to stifter (med godt 8%) tyder
altså på en ikke ringe økonomisk tilbagegang, især i
Nørrejyllands hedeegne.
At nu en sådan har fundet sted, er ofte bleven påpeget,
og den „sorte død“, som hjemsøgte landet 1348—50, er da
vel i reglen bleven nævnt som forklaring. Denne er dog
aldeles utilstrækkelig. Som det vil erindres er nemlig det største
antal kirker nedlagt, før denne farsot traf landet, og det er
desuden vistnok usandsynligt, at de tyndt befolkede egne er
bleven værre medtagne af en pest end de andre. Kong Erik
af Pommern tilskriver da også de holstenske grevers hærtog
disse ødelæggelser: „Grev Gert, gr. Henrik og gr. Klaus“,
siger han i et stridsskrift af år 1421, „drog tit og mange
gange ind i Danmark med rov og brand, — som det ligger
klart for dagen i Nørrejylland, hvoraf en stor del endnu
ligger øde“ [1]. Også denne forklaring er dog uden al tvivl
tagen for snæver, de senere hærgninger har ganske naturlig
bragt tidligere i forglemmelse. Alt i Erik Glippings og Erik
Menvæts tid led Nørrejylland meget, greverne fortsatte efter
stor målestok, Valdemar Atterdag for ej heller med lempe, og
alt imellem rasede den sorte død. Også rigets frugtbare
landstrækninger lå til sine tider øde; således fortæller Saxo, at i
midten af det 12. århundrede en stor del af øerne og det
østlige Jylland var næsten folketomme på grund af Vendernes
hærtog. Men medens disse egne snart igen kom på fode, fik
Nørrejyllands indre og vestkyst et knæk, som det ikke kunde
forvinde i århundreder. Lyngen bredte sig over tidligere
marker, og hvor skoven blev brændt af fjenden, kunde den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
