Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forliget af 11. Februar 1340
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter kong Kristoffers død 1332: atter at skyde hertug
Valdemar frem som den, der nu formelt sad inde med den danske
krones ret, bl. a. til indløsning af de pantsatte kronlande,
udtaler prof. Erslev, at han „ikke kender noget bevis herfor“,
og han formoder da, at den kun grunder sig på en vilkårlig
fortolkning af forliget af 1339 (s. 405). Dette har
unægtelig forundret mig; men det vilde dog have forundret mig
endnu mere, hvis jeg ikke alt tidligere havde troet at gøre
den erfaring, at en alt for stringent benyttelse af videnskabens
metoder af og til kan føre til at glemme det ældre husråd:
først og fremmest at bruge sine øjne.
Det lå i den pågældende anmeldelse helt udenfor mit
formål at føre et videnskabeligt bevis for de betragtninger, jeg
der fremsatte; men jeg undlod dog ikke at antyde, hvorpå de
støttede sig. Således hentydes der jo til, at hertugens
indløsningsret til „Skåne, Jylland osv.“ anerkendes, og der mindes
om, at han 1340 formelt opgav sin kongeret, før hans navne
og svoger modtog udvælgelsen (ovfr. s. 222. 225); det havde
dog nok været værd at undersøge dette nærmere, før dom
over min opfattelse blev afsagt.
Siden det nu imidlertid ikke er sket, skal jeg belyse
sagen noget nærmere. Det er Hamsfort, som har bevaret en
optegnelse om, at de to frænder drog sammen til Viborg ting
og at hertugen her frasagde sig al ret til Danmarks rige,
hvorefter alle parter højtidelig lovede glemsel af alt det
forbigangne. Den lybske krønike antyder i al sin korthed det
samme: Hertugen førte sin svoger til Viborg ting, hedder det [1].
Men det må vel indrømmes, at ingen kunde frasige sig
kongedømmet på Viborg ting, som ikke havde siddet inde med det,
eller dog med nogen rimelighed havde gjort fordring på det.
Men dette er ingenlunde det eneste „bevis“. Alt
Hvidtfeldt, der ligeså lidt som prof. Erslev synes at have kendt
tildragelsen i Viborg, slutter af et brev, som han meddeler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
