Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kong Kristian den femtes formentlige tyskhed. (1876.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Også vor tid har sine sørgelige erfaringer i den retning og sit
tunge ansvar; des mere skylder vi en fjernere fortid at vise
retfærdighed mod den.
Enevoldsregeringen falder i tre temmelig forskellige tidsrum.
Det første og største af disse betegner en række grundige
fremskridt, bårne af et ihærdigt arbejde af kongerne og deres
betroede mænd; det andet kan pege hen på en lignende række
endnu mere i øjne faldende fremskridt, for største delen frugter
af den første, udførte af begavede og veltænkende ministre,
medens kongerne (Fredrik V og Kristian VII) går tilgrunde i
fornøjelser og udskejelser; det tredje tidsrum derimod betegnes
af en række ulykker og misgreb under velmenende, men
udygtige og overordentlig vanskeligt stillede kongers og statsmænds
hænder.
Den første periode har at opvise fire i mange henseender
udmærkede og virksomme konger, der hver på sin vis
fremmede landets og folkets politiske og materielle udvikling
overordenligt. Fredrik III grundlagde en ny administration som
den nødvendige betingelse for ethvert større fremskridt; han
ordnede samfundsforholdene på en langt retfærdigere måde, end
det hidtil havde været tilfældet; det lykkedes ham at føre riget
ud over de utrolige vanskeligheder, som krigen havde beredt
det. Kristian V byggede videre på dette grundlag; han
ordnede landets skattevæsen og lovgivning således, at vi endnu
står på det af ham givne grundlag; han brød den lige så
hovmodige som udygtige adels lyst til at skabe nye omvæltninger
ved at udskille en ny højadel, ved at indføre ridderordener
og tillægge de høje Statsembeder adelig rang; derved forskånedes
vort fædreland for de storme, der gik hen over det svenske
samfund og lod det bevare sin adel og sin middelalder så langt
ned i tiden.
Fredrik IV førte med tunge ofre den sag til ende, som
efter Skånes tab måtte anses for Danmarks livssag, som hans
fader gentagne gange forgæves havde forsøgt sine kræfter på
og havde efterladt ham som en hellig arv: Sønderjyllands
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
