- Project Runeberg -  Historiske Afhandlinger / Tredie Bind /
29

(1898-1899) Author: A. D. Jørgensen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjyllands indlemmelse i den danske krone 1721. (1885.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tværtimod i et givet øjeblik kan blive af den største betydning,
hvorledes den historiske ret før 1864 opfattes. Der ligger
altid i retten, selv i den krænkede ret, en magt. Om denne
magt er stor eller lille, om den kan gøre sig gældende eller
bliver oversét, om den efterhånden taber sig og dør bort eller
den pludselig rejser sig igen og vejer op imod andre magter
i livet, det kan intet menneske afgøre eller forudsige. Men
den, som har rettens magt på sin side, skal være den sidste
til at lade hånt om den. Dersom det kunde lykkes at
overbevise det tyske folk og dets ledende mænd om, at det ved
at løsrive Sønderjylland fra moderlandet har krænket den
historiske ret, da vilde meget være vundet, da vilde der kunne
nås et grundlag for en fremtidig forståelse. Hos et folk, som
selv har bragt så store ofre for at genvinde sin historiske ret,
må nødvendigvis den fejlagtige tro, at det også i Sønderjylland
havde en sådan adkomst, i høj grad træde hindrende i vejen
for en anerkendelse af den nationale ret, hvis tilværelse det
ikke bestrider. Det er vistnok en fejl, at man fra dansk side
efter den sidste ulykkelige afgørelse af vort lange
mellemværende med Tyskland helt har forsømt at genoptage dette
spørgsmål til drøftelse. Det anses fra tysk side for en
uomtvistelig kendsgerning, at Danmarks nye kongehus statsretlig
ingen adkomst havde til Slesvig forud for aftalerne i London
og at den danske nationalitet i Nordslesvig altså er at betragte
som en fremmed plante på rigets grund. Kunde denne
opfattelse bringes til at vige for en anerkendelse af det sande
forhold, at hertugdømmet var et dansk kronland halvandet
hundrede år før londonprotokollen affattedes, og et dansk len
tilbage til den tidlige middelalder, da det udgjorde en del af
det danske kongerige, uden nogensinde at have været knyttet
til det tyske rige, endog blot forbigående, — så kan det håb
ikke udelukkes, at denne erkendelse vilde kunne få betydning
for fremtiden.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:34:01 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/adjorgen/3/0029.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free