Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjyllands indlemmelse i den danske krone 1721. (1885.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det til „secundum tenorem legis regiæ“. Begge disse
udtryk forekommer som betegnelse for retsbestemmelser i visse
aktstykker, som f. ex. i fredstraktaten i Fontainebleau: juxta
tenorem pacis Westphalicæ, vigore tractatus W. — Således
siger kongen også 22. November 1712 i brev til kurfyrsten
af Sachsen, at hans søn „vigore legis regiæ“ under visse
forhold har nærmeste ret til tronfølgen [1]. „Secundum tenorem“
er dog om muligt endnu tydeligere eller indeholdt måske efter
Sehestedts mening en nuance, som han foretrak, idet det kun
henviste til kongelovens bestemmelser som regulerende
arvefølgen, medens „vigore“ kunde synes at henvise til den som
adkomst.
Det vil være overflødigt at dvæle ved de fortolkninger af
den nævnte passus, som blev fremsatte fra slesvig-holstensk
side for at undgå at anerkende „lex regia“ som brugt om
den danske kongelov, der dengang forelå trykt under denne
titel. At det skulde sigte til patentet eller til arveloven af
1650, er fuldstændig meningsløst. Af større vægt er den alt
af Behrmann fremsatte påstand, at hele udtrykket går på det
følgende, ikke på det foregående: „ . . . Erbsuccessoren in der
Regierung secundum tenorem legis regiæ treu hold und
gewärtig sein“. Det skulde da tyde på den i kongeloven
fastsatte absolute lydighedspligt.
Men også denne fortolkning er dog aldeles håbløs.
Undersåtternes ubetingede lydighedspligt var i året 1721 ikke mere
underkastet nogen tvivl og kunde ikke være genstand for et
edeligt løfte. Troskabseden var absolut og havde alt dengang
været det i lange tider. Skulde påberåbelsen af den i
kongeloven formentlig indeholdte ubetingethed have nogen betydning,
måtte det vel være i modsætning til enhver konstitutionel ret,
altså en opgivelse af den politiske frihed. Men en sådan
existerede faktisk ikke mere, ingen vidste bedre end landdagens
medlemmer, at den var fuldstændig voldgivet kongens enevælde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
