Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den danske bondes stavnsbånd. Tale. (1888.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gøre sig gældende i regeringskredsene; det var allerede i året
1765, altså over 20 år før stavnsbåndet løses.
Sagen gik nu fremad, idet også andre mænd tog kampen
op. Der var en anden Tysker, Oeder, som få år efter skrev
om den danske bondes udfrielse fra stavnsbåndet; han indlagde
sig store fortjenester ved at drøfte sagen praktisk og vise,
hvorledes den kunde gennemføres, hvorledes man skulde bære sig
ad for ikke at gå for hovedkulds til værks, for at sikre sig en
jævn overgang, at de tilsigtede goder virkelig kom på de rette
steder, så bonden fik fuld nytte af dem og ikke måske fra
den ene ulykke faldt i en anden. Der kom så imidlertid en
lang standsning i sagen, idet adskillige statsmænd af den ældre
skole slet ikke kunde gøre sig fortrolige med den tanke, at det
kunde gå an at løse stavnsbåndet. De sagde: når vi løser
dette bånd, vil alle mennesker vandre bort fra de dårlige jorder
til de gode og fra de gode til købstæderne, der vil ingen blive
ved landbruget, landet vil komme til at ligge øde, og staten
vil ikke mere være i stand til at inddrive sine skatter og
opretholde sin tilværelse. Således gik adskillige år, i hvilke et
hold af statsmænd stod lige overfor et andet, et hold af
forfattere lige overfor et andet, og hvor der især blandt
godsejerne var meget modstridende meninger om, hvad der burde
gøres. Der var mange godsejere, som talte varmt for bondens
frihed, men der var selvfølgelig mange flere, der af en eller
anden grund frygtede for, at de vilde miste alle deres bønder,
når stavnsbåndet blev hævet. Vægtskålen syntes i adskillige
år at stå lige, og når man sætter sig tilbage på den tids
standpunkt, må man sige, at ingen dengang kunde vide, til
hvilken side den vilde synke. Når da den ene skål, frihedens
skål, omsider sank, til held for folk og rige, så skal det mindes
hos os og især på denne dag, når vi fejrer hundredårsfesten,
at det var den kongelige enevælde, som lagde sit tunge spir
i den og fik den til at synke. Det var jo den unge
kronprins Fredrik, som dengang sad inde med den højeste magt,
og det var hans vilje, som trængte igennem. Man må højlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
