Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kong Kristian VIII og den danske sag i Nordslesvig. Foredrag. (1894.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
statholderembedet en betydning, som det ikke havde. Efter
regeringens oprettelse var nemlig alle de tidligere
statholderforretninger gåede over til denne, og prinsen siger selv i sine
erindringer, at han ved sin tiltrædelse egenlig blot fik afgørelsen
af sager vedrørende tilladelse til skuespil og markedsgøgl. Da
han hurtig tabte kongens tillid, fik han heller aldrig nogen
egenlig indflydelse, om han end bevaredes i sin stilling så
længe som muligt for at undgå et offenligt brud. At han
havde kommandoen over de i hertugdømmerne liggende tropper,
kunde ganske vist have medført farer, hvis urolighederne var
bleven mere alvorlige; men kongen havde det jo i sin magt
til enhver tid at flytte om imellem hærens afdelinger og
derved sikre opretholdelsen af den offenlige ro.
Den skete udnævnelse påvirkede da ej heller i mindste
måde kongens nationale politik. Han lod fremsætte forslag
om ophævelsen af toldgrænsen ved Kongeåen, om fælles
stænderkomiteer for hele monarkiet, om en fælles
undervisningsdirektion m. m., og da hærreformen gennemførtes, overrakte han
selv regimenterne i Rensborg deres nye faner, som alle var
dannebrogsfaner, medens de ældre fremstillede landsdelenes
våbenmærker o. l.
Derefter kom så det store sammenstød i stænderne i
November 1842, da Hjort Lorenzen talte dansk. Der rejste sig
en storm imod ham fra tysk side, men kongen erklærede, at
det var de danske deputeredes „naturlige ret“ at tale
modersmålet, og at han vilde værne om denne ret. Hjort Lorenzen
skrev med rette hjem: „vi har sejret!“ Kort efter kom han
til København, hvor flertallets brutale optræden føltes som en
forhånelse af selve den danske nationalitet og fremkaldte en
stærk bevægelse; han følte meget vel, at han havde både
kongen og hans privatsekretær Adler, såvel som enkelte af
ministrene på sin side, men alle tilrådede de ham dog
mådehold. Kongen især bad ham om at berolige stemningen, men
Hjort Lorenzen afslog dette, idet han påstod, at også sagen
dermed vilde falde til ro og alt blive ved det gamle; hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
