Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kong Kristian VIII og den danske sag i Nordslesvig. Foredrag. (1894.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
give Criminil hans portefeuille; samtidig udnævntes den erfarne
Dankwarth til direktør i det udenlandske departement, en hidtil
ukendt stilling, som gav kongen lejlighed til at danne sig en
mere alsidig mening om de diplomatiske forhold. Krabbe, der
fra Fredrik VI’s tid var vant til at styre de udenrigske sager
på egen hånd — de refereredes som regel ikke i statsrådet,
men for kongen personlig —, var så uforsigtig ved et referat
i heftige udtryk at bebrejde kongen, at han havde truffet en
bestemmelse m. h. t. de i Helsingør førte forhandlinger med
Sverige, i modstrid med hans råd, og han slog på, at han
under disse omstændigheder var overflødig og helst måtte gå.
Da kongen ikke svarede herpå, fortsatte han imidlertid sit
referat, men anden dagen efter mindede kongen ham om, at
han havde søgt sin afsked og at den ikke vilde blive nægtet
ham. Meget mod sin vilje kom Krabbe således til at gå af;
men senere hed det sig, at også han havde søgt sin afsked
af mistillid til statholderen.
Endnu kan det nævnes, at Heinrich Criminils broder Josef,
amtmand i Rensborg, blev kaldet til København for at
overtage præsidiet i det tyske kancelli, men uden det sæde i
statsrådet, som prinsen af Nør gentagne gange søgte at skaffe
ham. Kongen, der ikke tidligere havde kendt ham, kom snart
under vejr med, at han var en „notorisk Slesvigholstener“,
og hans indflydelse blev aldrig stor. Broderen derimod kalder
Ørsted vor dygtigste udenrigsminister siden Bernstorffs dage,
og vist er det, at han med ualmindelig dygtighed og
ubestridelig lojalitet tjente kongens politik, hvis mål og midler
ofte afveg ikke lidet fra, hvad han anså for det rette.
Avgustenborgerne nævnede ham blandt dem, der ved at give efter
for kongens overlegne personlighed og gøre ham til vilje
var gået tabt for hertugdømmerne og var bleven en „brudt
mand“.
Ingen vil således kunne nægte, at forandringen i
statsrådets sammensætning i Marts 1842, så vidt man kan skønne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
