Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forhandlingerne om forfatningsspørgsmålet i det danske monarkis lande 1814 til 1848. (1895.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kammer eje et adeligt gods, til andet et hus til 1000 rbdl.
brandforsikring, eller hus af ringere værdi tillige med sikker
formue af 1000 rbdl. i grundejendomme eller statspapirer; til
tredje henholdsvis adeligt gods eller landejendom til 1000 rbdl.
skatteværdi som ejendom eller arveforpagtning. Fra valgbarhed
udelukkedes læger, advokater, professorer, præster og skolelærere;
borgere og bønder skulde for at kunne vælges have otte-dobbelt
ejendom af den, som gav valgret; også her kunde sikker
formue erstatte manglende grundejendom. Officerer og
embedsmænd skulde være valgbare og ikke behøve tilladelse til at
modtage valget. Stænderforsamlingens beslutninger fattes, efter
udkastet, lovgyldigt af to kamre, hvis de ikke kan enes alle
tre; to har tillige ret til at petitionere om lovforslag.
Forslagene indbringes i et af kamrene, efter kongens valg, og
går da en forud bestemt gang, enten skriftlig med motivering
fra kammer til kammer, eller ved to medlemmer til mundtlig
forklaring; alle skattesager forelægges først i tredje kammer.
Der udnævnes kongelige kommissærer, men kamrene vælger
selv deres formænd.
Dette forfatningsudkast blev af kongen sendt til statsrådets
erklæring, men videre kom det ikke. Reaktionen i Tyskland
var imidlertid bleven så stærk, at der overalt indtrådte en
stansning i den efter 1815 begyndte udvikling; der blev
indført censur i alle forbundslandene, og universiteterne blev
stillede under et særligt tilsyn. I „Wiener Schlussacte“ (af
15. Maj 1820) gentoges vel løftet om indførelsen af
„landständische Verfassungen“, men det blev overladt de „suveræne
fyrster“ at ordne dette „indre anliggende“ efter „de
foreliggende forhold“; kun hvor der fandtes „in anerkannter
Wirksamkeit bestehende landständische Verfassungen“, kunde disse
kun forandres ad forfatningsmæssig vej. Dette sidste bragte
ridderskabet til efter Dahlmanns tilskyndelse at henvende sig
til forbundsdagen for at kræve anerkendelse af den gamle
slesvig-holstenske forfatning. Der blev som bekendt procederet
med stor lærdom og styrke, men klagen afvistes (27. Novbr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
