Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forhandlingerne om forfatningsspørgsmålet i det danske monarkis lande 1814 til 1848. (1895.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
oplyste derimod besluttede enstemmig, at jøderne burde have
valgret, og med 24 stemmer mod 11, at de tillige skulde være
valgbare; gebejmearkivar Fin Magnusen indgav senere et
særligt votum til kongen for at hævde retfærdigheden i dette
forslag. Det er et smukt træk af frisind på et så tidligt punkt
i vort offenlige liv, i modsætning til vore naboer både i syd
og nord; men det bør da tillige fremhæves, at de danske
jøder i en ualmindelig grad havde sluttet sig til nationen i
alle dens bestræbelser, og at netop dengang to mænd som
H. Hertz og N. David indtog en stærk fremskudt plads i vort
offenlige og literære liv. De øvrige forslag var af mindre
vægt; kun ønsket om at der måtte udgives en særlig
stændertidende, med meddelelse om forhandlingerne (ikke blot
resultaterne, sorn i Preussen), var af dybt indgribende betydning.
Også dette tiltrådtes af komiteen.
De endelige forhandlinger i statsrådet fandt sted i
efteråret 1833. Det blev her afgjort, at der til valgbarhed
udkrævedes to års ejendom. Jøderne fik valgret i kongeriget,
men ingen valgbarhed; i dette spørgsmål havde Ørsted stået
ene overfor sine tre medkommitterede, men kongen gav ham
medhold. Striden drejede sig iøvrigt om et sidste forsøg på
at få intelligensen stærkere repræsenteret end den rene
grundejendom kunde antages at ville sørge for. Ørsted, støttet af
prins Kristian, søgte atter at skaffe beneficiarerne valgret og
valgbarhed, da det formentlig kunde antages, at præsterne nu
som ved tidligere lejligheder vilde blive bondens bedste
talsmænd, og de fire kongevalg, som var forbeholdte, søgte de at
få løste fra grundejendommene. Men begge dele strandede
på Stemanns modstand; han mente, at man vilde komme
længere med folk uden særlig intelligens end med præster og
lærde mænd.
Prins Kristian var ikke tilfreds med resultaterne af de
lange forhandlinger; 19. November 1833 skriver han til sin
guvernementssekretær, etatsråd Holten i Odense: „Stændernes
organisation i Danmark refereres imorgen for sidste gang i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
