Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forhandlingerne om forfatningsspørgsmålet i det danske monarkis lande 1814 til 1848. (1895.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Således Grundtvig, fru Gyllembourg, Heiberg, Hertz, Povl
Møller, Sibbern, Ingemann, P. Hjort, — blandt de yngre S.
Kierkegård, Paludan Müller o. a. Fremfor alt gav Hertz et
vægtigt indlæg i sine „Stemninger og tilstande“ (1839), der
ramte den unge liberalisme lige så sikkert som hans
„Gengangerbreve“ til sin tid havde ramt de literære partier.
Prins Kristian tilhørte ifølge hele sin åndsretning for en
stor del netop denne del af samfundet, om han end havde
en langt større indsigt i de politiske forhold og forståelse af
deres uafviselige betydning, end literaturens mænd i hin tid
kunde være i besiddelse af. Men også rent politisk modtog
han i disse år et betydningsfuldt indtryk, idet han på en
udenlandsrejse i efteråret 1838 traf sammen med
repræsentanterne for samtidens største konservative magter, kejseren af
Rusland og Metternich; især den sidste rådede ham
indtrængende til at bevare decentralisationen i den nærværende
forfatning, idet han tilsagde ham Østrigs bistand i mulige
konflikter i hertugdømmerne. Ruslands interesse for det danske
kongehus blev samtidig påkaldt ved de første meddelelser i
arvefølgesagen.
Tronskiftet i December 1839 vil således let kunne
forstås i sit bekendte forløb. Hvad der var påtænkt 3 år tilforn,
kom nu til udførelse, men faldt virkningsløst til jorden. Man
blev skuffet med hensyn til den nye konges formentlige
sympati for den fremskredne liberalisme, og måske nok så meget
med hensyn til hans formodede karaktersvaghed, der var
bleven en trossætning af det eftermæle, som det
utaknemmelige Norge havde sat hans kongedømme i 1814. Af H. K.
Ørsteds mindetale over kongen i dette selskab fremgår det
tillige, at man havde troet ham så hengiven til livsnydelser,
at han snart vilde opgive en kraftig deltagelse i regeringens
byrder.
Intet af alt dette viste sig nu at være tilfældet. Kristian
VIII henviste i Dec. 1839 til „folkets lovlige organer“, som
han vilde have gjort det i Jan. 1837, medens han lod sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
