Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristian VIII og Otto Moltke. (1895.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er det nu tilladt at tvivle om rigtigheden af kongens rent
faktiske meddelelse, at O. M. „formedelst den sædvanlige
upasselighed ikke tager del“ i den daglige statsstyrelse? Af
hvilken grund skulde kongen længe før konflikten give
hertugen, der stod udenfor al deltagelse i statsstyreisen, en sådan
fejlagtig meddelelse?
Det skal ikke her afgøres, om Otto Moltke selv har
skønnet, at hans embedsførelse ikke mere tilfredsstillede kongen,
og derfor har „ladet sig falde“ på et spørgsmål, om hvilket
han havde en afvigende anskuelse — dette synes jo kongen
at have antaget —, eller om han har ment, at han endnu
udfyldte sin plads tilfredsstillende. Men hvorledes man end vil
opfatte dette, kan den givne fortolkning af selve konflikten
ikke være rigtig. Moltke var ikke tilstede i det statsrådsmøde
(23. Marts), hvori kongen meddelte sin beslutning om prinsens
udnævnelse; det var derfor naturligt, at den meddeltes ham
skriftlig. Under 26. Marts (da der atter var statsrådsmøde)
begærede greven sin afsked, og den 29. indsendte han
ansøgningen skriftlig. Han henholdt sig kun til „de grunde, han
har tilladt sig mundtlig at fremføre“, og han søger afsked fra
alle sine embeder; i samtalen den 26. har kongen altså straks
sagt ham, at hans ønske om vedblivende at være præsident
for kancelliet ikke kunde opfyldes.
Hr. Rosing gør gældende, at Otto Moltke ved den tid,
tiltrods for sine 72 år, endnu havde et upåklageligt helbred.
Hertil må dog bemærkes, at det af hans ikke talrige breve til
kongerne fremgår, at han langt tilbage i tiden havde haft
store vanskeligheder at bekæmpe i den henseende. Således
kom han ikke til København fra eftersommeren 1840 til ud
på vinteren på grund af en øjensvaghed. Det er bekendt, at
han var så ulykkelig (1824) ved et vådeskud på jagten at
dræbe en bondekarl, og L. Engelstoft føjer til beretningen
herom: „Grevens også ellers melankolske gemyt blev derved
stærkt afficeret, og han befandt sig længe efter i en sørgelig
sindstilstand, som forværredes derved, at karlens fader . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
