Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
unævnelig trang til at udsynge sin glæde, synge om det største og
det mindste, om alt, hvad der bærer vidne om liv og ånd.
Og først priser han da himmellysene, det store og
uforanderlige, solen den stærke, det lille og omskiftelige, den dejlige
måne, — ikke som de ses på den jordiske himmel, men som
de strålede i tidernes morgengry, billeder på den almægtige
Gud og den skabning, der udførtes i hans lignelse. Dernæst
vender han sig til stjernerne, de tjenende ånder, som priser
Gud og jubler ved lysets sejr; — hvis de vilde åbenbare ham,
hvad de véd, da lærte han vel at tyde de sælsomme runer,
om hvilke olddigtet taler: på solens heste og på det skjold,
som mildner og mørkner dens glans, på Odins vogn og på
hans snare hest, ja på utallige steder i den skabte verden.
Så rig føler han sig i dette øjeblik, at intet synes ham for
stort at nå; han har jo anet det største, og det var forundt
ham at se stærke glimt af tilværelsens gåder. Derfor vil han
nu synge om, hvad han åndelig har oplevet, og han gør det
i den forvisning, at fremtiden har en gerning for ham, et
dagværk med forjættelse. Hvori det består, derom véd han intet,
det må en højere vilje lægge til rette; for ham er det nok at
vide, at dagen er oprunden, at alt det forbigangne er afsluttet
med den sidste nats tavshed og i daggryets tåger. Fuglen,
der vågner ved solens første lys, breder sin vinge uden at
vide, hvorhen den vil flyve; skjalden løfter sin røst, fordi han
må, hans ord ruller hen som guldterning over bord,
tilsyneladende hensigtsløst, men dog i lønlig pagt med en kommende
dåd. Nu er det vår og løvspring; den kommer sent til Norden,
men snart afløses den af sommerens varme, — høstens udfald
kender ingen.
Der er tilvisse noget storslået i denne sang. Ikke blot
fordi ordene falder skønt og billederne er høje, men fordi det
er en mand ud over ungdomsårene, med en berømmelig
forfatterbane bag ved sig, som her uden betænkning kaster hele
sin fortid hen, opfatter den som en henrunden dag, der kun
har betydning som varsel om en frugtbar fremtid. Hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
