Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fredrik Barfod, født den 7. April 1811.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paludan-Müller, K. Flor, Fr. Barfod, Fr. Hammerich, Blicher
(„Digterbilled“), Prof. Paulsen („En Slesvigers røst“) o. s. v.
Vore nordiske frænder holdt sig heller ikke hjemme. Af
Nordmænd optrådte digterne Welhaven, Wergeland og A. Munch,
og den senere mangeårige statsminister Stang, der her optrådte
for „statsrådernes deltagelse i stortingets forhandlinger“. Af
Svenskere møder vi Atterbom („Fågel blå“), Strandberg,
Adlersparre, Wieselgren, Agardh, Geijer og Cronholm. Lénstrøm
gav en udsigt over „Finnernes poesi“ der først åbnede denne
rige verden for danske læsere.
Det er dog langt fra, at tidsskriftet ved denne
mangfoldighed af fremragende og vidt forskellige forfattere har fået
præg af noget spredt og sammenbragt, tværtimod; udgiverens
selvstændige personlighed træder stærkt frem, og den kreds,
han nærmest tilhører, giver det i mange måder sit præg. Fr.
Barfod stiftede samtidig med denne literære virksomhed det
„Danske samfund“, som endnu består i København, og det er
bekendt nok, hvor meget det i en række år bidrog til at samle
Grundtvigs venner til en fast sluttet kreds. „Brage og Idun“
var i begyndelsen så at sige dette samfunds „organ“;
Grundtvig, som var dets formand, meddelte her sine taler, der danner
en række ypperlige indlæg for hans betragtning af samfundet,
folkelivet og oplysningssagen, og det var her, han fremsatte
sin bekendte afhandling om „Nordens videnskabelige forening“,
som senere provsten Wieselgren fra svensk side besvarede.
Barfod selv, og med ham især Fr. Hammerich, var den, som
særlig i sine fortaler, afhandlinger og digte gav den
fællesnordiske fædrelandsfølelse sit udtryk. Nordens folkelige enhed,
uden hensyn til den politiske adskillelse, var hos Barfod
genstand for et sandt sværmeri. Han taler om den med
forelskelsens, stundom så at sige med lidenskabens heftighed.
„Jeg tænkte tidlig og silde på Norden“, siger han i sin første
fortale, „og de saligste timer, jeg levede, var dem, i hvilke
det hele Norden stod for mig som en så lykkelig, yndig og
herlig enhed, at enhver tanke, enhver følelse og stræben var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
