Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Femhundredårsmindet om Kalmarunionen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
foregår i Mælarstaden, et uimodsigeligt vidnesbyrd om
fællesskabets tilværelse. For os gælder det om at ville og kunne
se dette og at vedkende sig det uforbeholdent. De tider er
forbi, da det var på moden at erklære sig for Skandinav, da
der så at sige var ære at vinde ved at føre ordet for denne
sag, da vore største talere og vore bedste digtere gik i spidsen
for den. Nu vil man helst undgå at nævne ordet, og man
har ingen tillid til tingen. Men dette bør jo ikke afholde den,
som tænker anderledes, fra at bekende sin tro, frit at vedgå
som sin overbevisning, at adskilte har hverken Nordens riger
eller folk nogen fremtid.
Shakspeare har skrevet et stykke, „Vintereventyret“,
hvori han skildrer en konge, som i grum misforståelse
forstøder sin hustru, hvorefter han i lange år angrer sin brøde,
da han tror at have voldt hendes død. Men en veninde har
opholdt hendes liv, og da kongen i en årrække trofast har
fastholdt hendes billed, fører hun ham sammen med hende
igen. Da så de to, der i deres ungdom elskede hinanden
så varmt, igen står overfor hinanden, siger veninden:
„Ræk hende hånden!
Da hun var ung, da bejled’ I til hende;
nu, hun er gammel, bejler hun til eder.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
