113 Madagaskar bar en meget interessant historie, hvad drikkespørgsmaalet angaar. Før kristendommens indfø relse var der megen drukkenskab blandt de indfødte, som tilberedte et slags gjæret drik af den søde saft af visse trieer, som tind68 der i mængde. Den første kristne fyrste paabød, at alle de træsorter, som ydede denne saft, skulde nedhugges. Budet blev efterfulgt, og dette radikale skridt gjorde en ende paa drukkenskaben, ind til England og Frankrige tvang Madagaskar til at lade disse landes handelsmænd faa indføre og sælge berusende drikke blandt de indfødte paa øen. Da begyndte lasten atter at tåge overhaand og i endnu forfærdeligere grad end tidligere. Af alle spirituosa, som indføres, tilhører 10 procent dronningen paa Madagaskar. Men dronning Ranavalona den anden vilde ikke skaffe sig selv indtægter paa sit folks ruin, og hun lod derfor sin del af ladningen tømme ud ved dampskibsbryggen i Tamatave. Hun kunde ikke forbyde englænderne og franskmændene at indføre og udbrede den demoraliserende gift; men hun vilde dog protestere derimod ved at ødelægge den del af stoffet, som ifølge traktaterne tilkom hende. Et trist syn — at se en velmenende, men magtesløs indfødt regent pro testere mod de overraægtige "kristne" regjeringers djæ velske trafik! Madagaskars sidste dronning, Ranavalona den tredie, har ligeledes protesteret mod rusdriktrafiken i landet. Hun nar ogsaa forsøgt paa at faa traktaterne forandret derhen, at uvæsenet kunde forbydes; men England og Frankrige har hele tiden sat sig imod dette, og paa dem hviler altsaa ansvaret for drikkelasten paa Madagaskar. Nogen forandring til det bedre blir der vel heller ikke nu, efterat Frankrige har taget øen fuldstændig i sin besiddelse. Afholdssagens historie. 8