221 narrow-gauge parti paa den anden. Førstnævnte er inde for, at partiet skal erklære sig for alle de forskjel lige reformspørgsmaal, som er oppe til diskussion, sær lig for fri sølvmyntning, medens sidstnævnte parti vil have kun prohibition som merkesag og ikke andre spørgs tnaal ved siden deraf end dem, prohibitionisterne ind byrdes er nogenlunde enige i. At optage flere vigtige programssager, hvorom der er delte meninger, vilde, mener disse, kun svække og opløse partiet. Prohibi tion er alle enige om, og det er i sig selv programsag nok. At tåge for mange ting med paa en gang vil i længden skade et politisk parti. Det kan muligens i visse tilfælde vinde en del tilhængere ved at tåge hen- Bvn til lidt af hvert; men hvad det derved vinder i stemmeantal, taber det i enhed og moralsk kraft. Striden mellem disse to faktioner resulterede i split telse ved nationalkonventionen i Pittsburg 28. mai 1896. De "bredsporede" vilde absolut faa md i platforinen en planke om kri sølvmyntning, og da dette ikke lykkedes, gik de ud og organiserede et uvt parti, som fik navnet The National Party. Blandt de ledende "bolters" var ex-Auvernßr John P. St. John, Mrs. Helen M. Gougar, R. S. Thompson, redaktør for New Era, John Lloyd, Thomas og L. B. Logan. Nationalpartiet nominerede Charles E. Bentley for præsident og J. H. Southgate for vice-præsident. Deres følge paa valgdagen blev, som ventelig kunde være, saare lidet. De "smalsporede", loyale prohibitionister vedtog bare en planke i Bin platform, nemlig om prohibition. Deres kandidater blev Joshua P. Levering fra Maryland for præsident og Hale Johnson fra Illinois for vice-præ sident. Samuel Dickie gjenvalgtes til national chairman. Paa grund af splittelsen og det altopslugende guld- og