250 sjangling, skrig og skraal, kapkjøring og hurlumhei oden ende. Undertiden kom alle hjem helskindet, men ofte kunde enkelte brække baade ben og arme eller slåa sig spint ihjæl, fryse sig fordærvet eller lide skade paa anden maade. Eksempler paa saadant findes i alle set lementer. Mange ak disse drukkenskabens offere var saadanne, som ved aarclangt slid og slæb havde arbeidet sig op fra trange kaar til velstand og magt. De eiede en pen farm med vakre huse, navds penge i banken og levede som smaa konger i sine hyggelige hjem. Men saa tog drikken dem, og følgerne blev fattigdom, elendighed og nød uden beskrivelse. Var det galt med drik blandt farmerne paa landet, saa var det slet ikke bedre blandt dem af vore lands mænd, som bosatte sig i kverne. De havde jo altid saloonen lige ved stuedøren, og mangfoldige var de, som hellere gik paa saloonen end hjem. Det var slet ikke uden grund, naar amerikanerne sagde, at skandi nav og dranker var, ensbetydende. Dog var *vel ikke skandinaverne værre til at drikke end andre folk; men de dråk maaske mere aabenlyst. Amerikaneren drikker mere i smug og søger at skjule sig, naar han er fuld; men naar nørdmanden blir fuld, rangler han midt ud i gaden, saa alle kan se det. Uagtet drukkenskaben altsaa var Baa almindelig iblandt os, blev der i lange tider ingen særskilte an strengelser gjort for at modarbeide den. Vistnok blev menigheder oprettet, kirker bygget og Guds ord prædi ket rundtomkring; men man var endnu saa aandelig forblindet og sløvet af gammel slendrian og nedarvede vaner, at man saa igjennem fingre med drikkeriet og taalte baade det og andre laster inden menighederne.