273 nen: "Dog bør selskabet støtte det politiske parti, som gjør mest for afholdssagen." Dette übestemte tillæg gav anledning til adskillig diskussion; tni fra 1886 af begyndte afholdsvennerne i masse at blive radikale pro hibitionister, der ikke længer kunde stemme med de gamle licensepartier, og saa blev det et almindeligt for langende, at selskabet skulde erklære bestemt, hvilket parti burde støttes. Antisaloon-republikanerne var na turligvis imod en saadan erklæring. Men i 1887 ved tog desuagtet aarsmødet følgende resolution: "I henhold til konstitutionens kap. 3 sidste passus at selskabet un derstøtter det politiske parti, som gjør mest for afhold^ sagen, og, da for nærværende kun et parti, prohibi tionsp*artiet, forfægter vore principer paa det politiske felt, og da alle de andre erklærer sig for license, saa anbefaler 8el8lcal)et de skandinaviske afliol6Bvenner at støtte prohibitionspartiet." Denne resolution var tydelig nok, og prohibitioni sterne var fornøiet; men antisaloon-republikanerne var utilfreds. De klagede over, at afholdsarbeidet var kom met i et daarligt gjænge, at det var draget md i poli tiken, at det ikke Isender dreves med saadant kristeligt alvor 80 før, men at en hel del af ungdommeligt l6tBincl og liaad gutteagtighed havde sneget sig md osv. Paa den anden side beskyldte prohibitionisterne de repu blikansksindede for at elske sit gamle parti høiere end afholdssagen, og at de af egennyttige hensyn — for at bevare sin politiske indflydelse — ikke turde bryde med sine forrige partifæller, men gik med dem i tykt og tyndt, selv da naar det bar lige imod deres principer som afholdsmænd. Stemningen paa begge sider var en tid ganske bitter. Men lidt efter lidt gik dog bitterheden ove og gjen sidig tolerance blev mere almindelig. I de senere aar Afholdssagens historie. 18