4 en gjæringens tid. Han skriver seiv derom: «Kirken lignede ikke længer et dødt hyilende vand, som ei bevæges af noget vindpust, Bølgerne rørte sig. Gjæringen var indtraadt, livorunder det klare for dunkles og gruset stiger op til overfladen, saa det mangen gang ikke bliver let at erkjende det rette, sande og væsentlige.» Men i den uklarhed i begreberne, den bitterbed og hovmod i sindene, den splittelsens og for dømmelsens aand, som da ofte aabenbarede sig, var Arup med sit milde, kjærlighedsrige hjerte, sin sjeldne, vin dende personlighed, sin store ydre begavelse som taler og kateket, sin smukke, værdige optræden netop paa sin rette plads som biskop. Hos ham var paa en elskelig maade et barnligmildt sind og en human al sidig udviklet livsbetragtning forenet med klar, be stemt opfatning af forholdene. Paa samme tid som han arbeidede for kirkelige reformer, var han sig klart bevidst farerne ved altfor raske og overilede tilsprang, hvorfor han altid til raadede sindighed og rolig overveielse, Mangehaande foreteelser gjorde, at han særlig i de senere aar var mere forsigtig og tilbageholden end tidligere. Han vilde ikke skille kirken fra staten, ikke stille dem op mod hinanden, men «fremme begges harmoniske sam virken til opnaaelse af deres fælles maal». Den opgave, han paa dette felt stillede sig, udtaler han i sit første hyrdebrev af 1847 i følgende ord, som kan betragtes som hans biskopelige program: «Kirken skal ikke løsrives fra staten, men virke i samfund med den; den skal ikke indtage lovgiv ningens, men ordningens standpunkt i overeusstem melse med lovgivningen. Kirken skål kunne flndes, den skal have sine organer med tilbørlig vegt, men skal tillige være et aandeligt samfund med levende