nok til sely at blive ofret, at være mistænkt for at være mistænkelig nok til at indvies til døden. Det var ikke friked, det var lighed, der søgtes, men hvor ledes? Yed at jevne marken, ved at afskjære alt, livad der ragede frem, ved at drage det ædle, det opliøiede ned, saa at det stod lige med det usle og det lave. En saadan stræben, der satte sit maal i det endelige, kunde ikke være den menneskeheden anviste, den bar i sig seiv tilintetgjørelsens spire; thi kun ved øde læggelse og udryddelse kunde den realiseres. Og dog var der i hin sørgelige vildfarelse blandet nogen sand hed, den skulde ellers ikke kunne været bleven farlig. Sandt er det nemlig, at menneskene skal mere og mere udvikle sig til indbyrdes lighed; men det skal ikke ske ad voldsomhedens vei, det skal ikke ske ved at tilintetgjøre det bedste og drage det opliøiede ned, men ved at forbedre det slette, forædle det usle, hæve det snnkue. Og hvor glædelige er ikke vidnesbyr dene om, at forpligtelsen i den henseende mere og mere erkjendes og befølges! Allerede hint instinkt, der, skjønt det under kulturstanden tilbagetrænges hos den enkelte, dog synes at leve i slegten, leder dertil: kampen nedenfra opad er vakt; dens merker viser sig mere og mere tydelige, om end i det fjerne; den kan ikke afvises, den maa mødes med oplysningens, kristen dommens, forædlingens gåver. Men ikke blot den dunkle frygt for det kommende skal her virke; thi at den leder vild, viser erfaringen noksom. Erkjendelsen af vor pligt og af menneskets bestemmelse er den rette ledestjerne; med bevidsthed skal vi handle og vel allermest der, hvor det gjælder vor, hvor det gjælder menneskehedens vigtigste interesse. Yalplad sen er stor; armod og nød, uvidenhed og vildfarelse, vantro og synd, disse er de hender, der staar frem mest i rækken. Og har de ikke i brændevinsdrik et