79 den onde tilbøielighed, ikke ofte bragt frelse til den, der allerede var bleven slave af den onde magt, men den kar seiret hos alle dem, som har kjærlighed til menneskene, som elsker sit fædreland, som gjerne vil, at alt godt og priseligt skal vinde fremgang. Og denne seier var en virksom seier; den ndrettedc dette, at mangfoldige spurgte sig seiv, om der dog ikke var et, der mere end noget andet hragte denne tilbøielig heden altfor hurtig og sterk tilfredsstillelse; om der ikke var noget, som ophidsede tilbøieligheden i altfor uhyre grad. Og de saa da, at hrændevinet var en saadan forferdelig magt, de saa, at hrændevinet som prisbil ligt og let tilgjængeligt var i høieste maade fristende og fordærveligt i sine virkninger for saa mange tusen der; de saa, at det var en fordærvelig leveskik denne at hruge hrændevin som daglig drik, uden at tid eller omstændigheder gjorde det fornødent. I kraft af kvad de saaledes saa og havde lært, reiste ogsaa de sandhedens og oplysningens banner. Men den sandhed, de fremhævede ved siden af, at de med al kraft deltog i skildringen af de umaadelighedens fordær velige følger, der ovenfor er paapegede —, var denne, at som det var et overordentlig onde, saa maatte det ogsaa mødes paa overordentlig vis; den sandhed, de fremhævede, var den, at brændevinets brug som drik var en unødig og unyttig ting, der i sine følger baade for ungdommen og den übefæstede mængde var i høieste maade fordærvelig, og at denne leveskik havde en saa væsentlig del i den sørgelige tilstand, som mødte dem, hvor de vendte sit øie. De mente da, at alle, der ikke laa under for denne magt, havde det som en hellig, af kjærlighed dikteret pligt, at slutte sig sam men og vise menneskene, at man kunde leve uden denne skik, at man kunde være sund, glad og veltil freds uden den, og at den ikke i mindste maade var