292 dinm. I 1828 døde faderen, og’ Weltaven ansaa sig da løst fra sin forpligtelse, hvorfor lian telt hengav sig til litterære sysler, hvad der dengang ansaaes for rneget uforstandigt. " I denne tid optraadte tans studenterkarnerat Henrik Wergeland som digter. Wergeland med sin varme kjærligted for sit folk og alt nationalt vakte inden stndenterverdenen en norsklredsiver, som i mange stykker maa betegnes som ensidig, «De unge stu denter, der gjerne vilde gjælde for egte fritedsmænd og gode patrioter, samledes ved punsctebordet og toldt tøitstemte taler for det gjenfødte Norge, der efter den 400-aarige dvale havde gjenvnndet sin frihed og selv stændigted.» Denne varme begeistring fik ofte undei slige omstændigheder et anstrøg af raated. Alt dette stod klart for Weltavens skarpe blik. Og ligesom tans skjønteds- og rentedselskende aand fandt al raa skab modbydelig, saa fandt tan det betænkelig foi vort folks udvikling at slaa vrag paa det fremmede og at afkaste alt sambaand med den _ almeneuropæiske kultur og med det land, som vi tidtil tavde arbeidet sammen med, og som vi endnu ikke kunde undvære. Som følge teraf kom Welhaven i sin digtning til at stille sig mod Henrik Wergeland. I 1830 ud kom tans første digt, tvori tan skarpt og uden omsvøb kritiserede Wergelands nys udkomne store digt, Skahdsen, mennesket og Messias. ‘ Wergeland tog til gjenmæle, og nu opstod der mellem de to store digtere en strid, «Stumpefeiden», tvori de skaanselløst angreb og kritiserede tinanden. I 1832 meldte Weltaven og de, som toldt med tam, i alt 56, sig ud af studentersamfundet efter for gjæves at tave forsøgt at udrydde raaskaben og det politiske tyranni fra samfundet. Disse 56, som af modstanderne spottende blev kaldt d