303 digt stof, vil man efter de lier nævnte og lignende kjendsgjerninger neppe engang kunne afvise reformens strengeste sætning, at brændevin er for livets normale tilstande absolut skadeligt og i sandhed en gift. Staar nu alt dette ved magt, hvorledes skal der da dømmes om aen maadeholdne nydelse af brænde vin? Med hvad slags anbefaling vil vi da overlade denne drik til de kommende slegter, og med bvilket sindelag skal vi seiv nyde den, naar vi endnu er istand til at lade det være? For tre aarhundreder siden liavde al verden tanken henvendt paa livselixirer og paa røde og kvide tinkturer; dengang drømte man om opdagelsen af en nniversalmedicin, der skulde sikre mennesket et uafbrudt velbeflndende. I den tid destil lerede man først det stof, som vi kalder brændevin, og som før kaldtes livets vand. Med en underbar autoritet og med store løfter gik det ud blandt folkene, for hvem brændevinets fristelse da maatte være overordentlig stor, medens derimod dets afskræk kende følger endnu var übekjendte, og dog bliver dets tidlige og hurtige udbredelse som gangbar drik altid en merkelighed i de menneskelige sedvaners historie. Lad kun ei det større særsyn danne sig for en kom mende tid, at vi nu fortfarer med denne driks brug, efterat alle dens skuffelser er indseede og dens øde læggende virkninger saa længe og saa dybt følte. Brændevinsumaadeligheden udsondrer sig dog nu for vor betragtning som en ganske egen art af menneske lig forvildelse. Den er den eneste udsvævelse, hvis første grund man kan borttage, udeu at nogen livets trang eller fornødenhed derved bliver krænket, og uden at noget, der i og for sig er godt, oversees eller trænges tilside. Brændevinet kan ei engang fremtræde uden at berøve den menneskelige næring et vigtigt stof, ‘ hvorfor det som drik ei giver den