Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
Familier, som strejfe om i et eller andet vildt Lands En
somhed, altid, saavidt jeg har kunnet se, venlige overfor
de andre Familier, der maatte opholde sig i samme Egn.
Saadanne Familier holde lejlighedsvis Raad sammen, lige
som de ogsaa forene sig til fælles Forsvar. Det er ikke
noget Modbevis mod at de Vilde ere selskabelige Dyr, at
de Stammer, der bebo Nabodistrikter, næsten altid ligge
i Krig med hinanden, thi de selskabelige Instinkter om
fatte aldrig alle Individer af samme Art. Vil man dømme
efter Analogi med Flertallet af Pattedyrene, er det sand
synligt, at Menneskets abelignende Forfædre ligeledes vare
selskabelige, men dette har ikke meget at sige for os.
Omendskjøndt Menneskene, saaledes som de nu ere, have faa
særlige Instinkter, idet de have mistet nogle af dem, deres
Stamfædre maatte have havt, saa er der jo dog dermed
ikke sagt, at de ikke fra yderst fjerne Tider skulde have
beholdt en vis Grad af instinktmæssig Kjærlighed til og
Sympathi for deres Kammerater. Vi veed jo i Virkelig
heden Allesammen med os selv, at vi have saadanne sym
pathetiske Følelser 1 ); men der er ikke Noget, der siger
os, om de ere instinktmæssige og opstaaede for længe
siden, paa den samme Maade som hos de lavere Dyr,
eller om vi hver for sig have erhvervet os dem i vor, spæde
Alder. Da Mennesket er et selskabeligt Dyr, er det ogsaa
rimeligt, at han vilde arve en Tendens til at være tro
mod sine Kammerater; thi denne Egenskab er fælles for
de fleste selskabelige Dyr. Han vilde ligeledes have nogen
Selvbeherskelse og maaske Lydighed overfor Samfundets
Fører. Han vilde paa Grund af en nedarvet Tilbøjelighed
stadig være villig til i Forbindelse med Andre at forsvare
’) Hume bemærker (»An Enquiry Concerning the Principles of Morals,»
Udgaven fra 1751, S. 132): «man synes at være nødt til at tilstaa,
at Andres Lykke og Ulykke ikke er os ganske uvedkommende
Fremtoninger; men tvertimod at Synet af det Første .... vækker
en hemmelig Glæde, medens det Sidste .... kaster en tungsindig
Skygge over Indbildningskraften «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
