Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
%
388
dem og misbillige andre; og den Kjendsgjerning, at Men
nesket er det eneste Væsen, der med Vished kan betegnes
som et saadant, er af alle Forskjelligheder den største
mellem ham og de lavere Dyr. Men i vort tredie Kapitel
har jeg søgt at vise, at den moralske Sans frembringes for
det Første af de sociale Instinkters vedvarende og altid
nærværende Natur, i hvilken Henseende Mennesket stemmer
overens med de lavere Dyr ; og for det Andet deraf, at hans
Sjæleevner ere i høj Grad virksomme og det Indtryk forbi
gangne Begivenheder efterlade paa ham yderst levende, i
hvilken Henseende han afviger fra de lavere Dyr. Paa
Grund af denne Sindsbeskaffenhed kan Mennesket ikke
lade være med at se tilbage og sammenligne Indtrykkene
fra forbigangne Begivenheder og Handlinger med hinanden.
Han seer ogsaa stadigt fremad. Derfor vil han, nåar et
eller andet midlertidigt Ønske eller en midlertidig Liden
skab har overvældet hans sociale Instinkter, tænke paa
og sammenligne det nu svækkede Indtryk af saadanne
forbigangne Impulser med det stedse nærværende sociale
Instinkt, og han vil da faa den Følelse af Misfornøjelse,
som alle utilfredsstillede Instinkter efterlade. Som en Følge
heraf beslutter han at handle anderledes for Fremtiden — og
dette er: Samvittighed. Ethvert Instinkt, som stadigt er
stærkere og mere varigt end et andet, afføder en Følelse, som
vi udtrykke ved at sige, at det burde følges. Dersom en
Jagthund var istand til at tænke over sin Opførsel, vilde
den sige til sig selv, jeg burde (og det sige vi om den),
at have staaet for den Hare og ikke have givet efter for
den forbigaaende Fristelse at løbe efter den.
Selskabelige Dyr blive tildels drevne af et Ønske om
at hjælpe Medlemmerne af samme Selskab i al Alminde
lighed, men hyppigere til at udføre visse bestemte Hand
linger. Mennesket ledes af det samme almindelige Ønske
om at hjælpe sine Medmennesker, men har faa eller ingen
særegne Instinkter. Han afviger ogsaa fra de lavere Dyr
derved, at han er istand til at give sine Ønsker Udtryk i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
