Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nietzsche-Striden.
Under Firsernes store Sædelighedsdebat havde
Georg Brandes mer og mer fjærnet sig fra
Vel-færdsmoralen. Vi saa ham overfor Bj. Bjørnson
udtale Mistillid til almene Moralregler. Han vil kun
lade den Moral gælde, som enhver former sig
inden-fra og ud fra den personlige Følelse af, at dette er
berettiget i dette Tilfælde. I saadanne Udtalelser
er allerede det nietzscheske Standpunkt foregrebet.
Men allerede langt tidligere i Brandes’ Udvikling
finde vi Tendenser, der pege i samme Retning og
med en Tydelighed, som intet lader tilbage at ønske.
Allerede i „Emigrantlitteraturen11 have vi set ham
udtale, at det naturlige vilde være, „at’Individet selv
formede sine Principper om de højeste Ting, selv gav
sig Love for sin Opførsel11 (se 1. Bind, Pag 123), og
samme Sted fordømmer han den færdige Moral og
den færdige Mening, som Individet forefinder ved
sin Indtræden i Samfundet. I Indledningen til
„Reaktionen i Frankrig11 (Pag. 6) hedder det, at det er
Kirken, der som Autoritet meddeler Autoriteten paa
alle de øvrige Omraader. „Med Kirkens Autoritet
stod og faldt derfor Autoritetsprincippet i alle de
afledede Autoriteter11.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
