Gennem Landet.

* I det første Daggry holdt Toget ved Emmerich, den sidste Station paa tysk Side. Vogndørene blev aabnede og den klamme, isnende Morgenluft fik Lov at strømme ind i Koupeen, hvor vi med nænsom Agtpaagivenhed havde ruget over vor „Varme“. Høflige, tyske Konduktører med militært Snit gaa inspicerende langs med Vognrækken, vejledende de vildfarende, endnu af Søvnen lidt fortumlede Passagerer, med korte, men klart affattede Oplysninger, beroligende dem med den Faderlighed i Udtryk og Holdning, der er Lyssiden ved tysk Administration. Alligevel gør det godt at faa Benene strakt, da man først er kommet ud. Man bliver stiv i Lemmerne, af at sove i en Kupé med Klæderne paa. Instinktmæssig søger man hen til Skænken, hvor den gule Kognak blinker fornøjelig i Glassene og tilbyder sig som et nemt og naturligt Middel til Opfriskelse af Livsaanderne. Mens jeg sætter forskellige Skiver Surbrød til Livs gør jeg uvilkaarlig nogle Iagttagelser over den Rolle Belysningsforholdene spiller. For en Del Aar siden tilbragte jeg nogle Nattetimer her paa den samme Station. Den Gang forekom den mig meget større, og alting vendte ogsaa anderledes . . .