hver Nation har sit særegne Kvarter, hvor den foretrækker at bo. Oprindelig havde Byen bestaaet af simple Træhuse, der ret hyppig blev lagt i Aske af de den Gang saa almindelige Ildebrande. Kun Byens Porte og nogle enkelte anseelige Bygninger vare opførte af Sten. Kejser Maksimilian maa dog formodentlig have set sig ked ad disse Træhuse; thi han udstedte en Forordning, der befalede Amsterdammerne for Fremtiden at bygge deres Huse af Sten. Stenene var det mindste af det. Landet havde Ler nok, og at brænde det til Sten var heller ikke uoverkommeligt: men en anden Sag var, at de meget tungere Stenhuse krævede et solidere Fundament. Byen blev jo bygget i en Morads, og store Træstammer maatte rammes ned i Grunden for at gøre den bæredygtig. Da man ikke var meget erfaren i den Kunst at bygge af Sten, maatte man se sig om efter Læremestre. Dem fandt man i Flandern, hvor Udviklingen den Gang (ogsaa Bygningskunsten) var langt mere fremmet. Bragte de flanderske Bygmestre med sig en Kunst, som var ny for Hollænderne, lærte de til Gengæld ogsaa noget af dem. De optog fra dem den Skik at bruge farvede Sten til Udsmykning af deres Facader, hvad der ikke var nogen daarlig Smag. Store, dristig svungne Kathedraler, taarnsmykte Borge og Raadhuse kan tale til Sindet alene ved deres Form. Ved det beskednere, jævnt-borgerlige Hus er Farven maaske det mest veltalende Sprog, man kan benytte sig af. Fra Spanierne, hvem man den Gang endnu ikke hadede saa stærkt, hentede man adskillige af Grundtrækkene til den nye Bygningsart, de spidse Gavle, de runde Buer og Konsolerne; men man afpassede dem efter sit Klima og efter sin Smag, man gav, som Lysforholdene krævede det, Husene flere og større Vinduer, og der opstod saaledes en Blandingsstil, som var en Bastard af spansk og nederlandsk,