naviske Café og Hotel, der er saa godt kendt af Skandinaver, der besøge Amsterdam. Særlig gæstes den naturligvis af Skibskaptejner, men søges dog i Reglen ogsaa af de andre tilfældige rejsende, som af en eller anden Grund gæste Hollands Hovedstad. Da disse i Almindelighed ere lige saa fremmede i sproglig Henseende som ukendte med de stedlige Forhold, fejler det sjælden, at en venlig Skæbne fører dem derhen, hvor de ere glade for at komme i Ly hos Landsmænd. Med Landsmandskabet er det for Resten saa som saa. Den Enke, der ejer Forretningen, og som selv passer den sammen med sine to voksne Døtre, er en født Hollænderinde. Fra sin afdøde Mand, en norsk Skibskaptejn, der slog sig ned her som Hotelvært, har hun arvet Bedriften og det norsk, hun kan — og som for Resten er al Ære værd. Hendes Døtre have i Forretningens Medfør lært sig det skandinaviske — nærmest et modificeret norsk — som de tale i Flæng med deres hollandske, uden at gøre synderlig Forskel. Den, som betragter det lille Hus fra Gaden, med dets to smalle Fag og dets to beskedne Etager med Kvist, vilde forsværge, at det kunde være et Hotel. Alligevel er der mere Plads derinde, end man ved et første Øjekast troer, og Pladsen er udbyttet med vanlig hollandsk Økonomi. Mange Skandinaver har i Tidens Løb boet her i de fyrretyve Aar „Måmma“ har holdt Hus herinde. Hendes Album gemmer Minder om en Del af dem, deriblandt saa berømmelige Personer som den norske Skøjteløberkonge Aksel Paulsen. Nordiske Forfattere og Theaterfolk af Navn nævnes ogsaa blandt Gæsterne. Men den faste Stok er jo som sagt Kaptejnerne. De tørner ind lil alle Tider af Dagen og udveksle nyt i den lille Skænkestue, hvor alle udgøre et Broderskab paa Grundlag af den fælles Skandinavisme. At Skandinavismen er en