sikre og udviklede Smag. Friser og Kapitæler, Loftsdekora-tioner og glasmalede Ruder kappes om at frembringe Stemning. Der er Enkeltheder i Bygningens Ornamentik, der virke som Kunstværker for sig. Og dog spørger man til sidst sig selv, om ikke denne Ramme er lidt for rig, om ikke den tager lidt af Opmærksomheden bort fra selve Kunstværkerne. De rigtudskaarne Rammer er ikke vor Tids Smag, man er vendt tilbage til de enfoldige. Som et Kunstværk i Reglen er op-staaet i beskedne Forhold og blandt tarvelige Omgivelser, saaledes ses det ogsaa mest til sin Fordel i ikke altfor prægtige Sale. Det er en Overtro, at Kunst og Luksus er Sider af samme Sag. Det kan være en smuk Tanke at udstyre Rembrandt-Salen med Søjler af ungarsk Marmor og lade fire Karyatider, forestillende Døgnets Tider, bære dens hvælvede Loft; men det er dog et Spørgsmaal, om det er at handle i Rembrandts Aand, og om ikke Rembrandts Billeder vilde ses med mere Andagt i et ganske simpelt Rum, uden Opvartning af en allegorisk Hofstat. Den store Indgangssal — la salle des pas perdus — danner Introduktionen. Ad brede, magelige Stentrapper stiger man op til den. Den er bygget med flade, ribbede Buehvælvinger, og dens fem store, runde Vindver er rigt prydede med Glasmalerier af den engelske Glasmaler Dixon. Væggenes Felter er bestemt til at fyldes med Freskobilleder, fremstillende Emner af Hollands Historie. Gulvet er Mosaikarbejde med indlagte Inskriptioner. For Resten er det store Rum tomt. Kun nogle dekorative Grupper af Palmer med Siddepladser om, bryde dets Tomhed. Det synes, som en Del af Værelserne netop i Forhold til den Luksus, der her er drevet med Pladsen, gøre et noget miniaturagtigt Indtryk. Overhovedet er der ikke rigtigt noget Forhold mellem Rummenes Størrelse. Nogle ere overordentlig store, andre bitte smaa.