grasserer det med Mindetavler herinde. Paa en tredie oval Tavle staar først paa russisk og nedenunder paa hollandsk: Intet er den store Aland for smaat. Sengen, der ogsaa findes i det forreste Rum, er en slet sammentømret Bræddekasse med et groft, gammelt Stykke Tøj som Flueforhæng, saa at der er fuldstændig afspærret for Lys og Luft. Stolene, hvoraf der findes et Par Stykker, ere nogle løjerlige, antediluvianske Indretninger med trekantede Sæder, der i Sandhed ikke skulde friste nogen almindelig dødelig til at nedlade sig paa. Da det imidlertid er en Erfaringssag, at engelske rejsende i Tidens Løb opslide endogsaa de uforgængeligste Monumenter ved deres nærgaaende Veneration, har man anset det for nødvendigt at garantere dem mod profanes „Besiddelse" ved at spænde Snore fra Ryglænet ned under Sædet. Paa Væggene er der som paa alle slige Steder kradset Masser af Navne, som ironiske Fluer have signeret med smaa, sorte Segl. Omvisersken bemærker undskyldende, at den Slags Kradseri nu er forbudt. Kruijeren er imens hensunket i historisk Andagt. Formodentlig i en Følelse af Hyttens alt for store Tarvelighed, har man i dens inderste Rum udstyret den med nogle frygtelige Akillesbilleder, et af Peter og Gemalinde, og et andet yderst flovt og intetsigende Billede af Peter og Menzikof. Den Kammerdugs-Peter vilde sandelig aldrig have taget til Takke med et saadant Tørveskur. Vi var færdige med Czar Peter; men nu indtraf det uheldige, at jeg lige netop fik to en halv Time for meget i Zaandam, og nu opstod af sig selv det Spørgsmaal, hvad jeg skulde gøre med dem. Det havde Kruijeren med forsynlig Forekommenhed ogsaa beregnet og tilbød at skalte mig en Droske, for at jeg ikke skulde gaa Glip af noget. Da jeg antydede, at jeg hellere vilde gaa for at samle Appetit til Middagen, som jeg havde bestilt paa Hotel Suisse, satte han