ejendommelige Skumringslys gav alt en egen Stemning. Husene er ualmindelig stilfulde og smukke, nogle af dem meget anselige. I det hele taget gøre de et langt betydeligere Indtryk, end man vilde vente det efter Byens Størrelse. Men hvor skævt de dog staa! De hælde sig helt frem over Gaden, som om de netop var i Begreb med at falde. Det forekom mig, at de var i en renere og rigere Stil, end man let finder i de andre Byer. Der syntes ødslet paa dem med en Skønhed, som egentlig stod i et besynderligt Misforhold til deres nuværende prosaiske Bestemmelse som Mode- og Kolonialforretninger. Nogle af dem ere rene Pragteksemplarer, Perler af Bygningskunst, saaledes St. Jans gamle Hospital, Vejerhuset, der ligger paa det rummelige Torv, den gamle Kancellibygning og Vandtaarnet, en rund Bygning med spidst tilløbende Taarn. Der uden for staa gamle, hundredaarige Træer i Alléer, der synes at hviske Omkvæd af middelalderlige Sange. Som Brügge, som Lybeck er Byen en af dem, der er holdt i én Stemning, og som helt og harmonisk bærer en svunden Tids Præg. Hvor ensomt her dog er ned ad de træplantede Sidegader, hvor man kun øjner en skurende Kone, bøjet over sin Kedel, eller hører Lyden af et Par klaprende Træsko, der forsvinde ind gennem en Port. Til Trods for Husrækkerne og Brolægningen gør det hele dog et saa ublandet landligt Indtryk. Uvilkaarlig falder mig et Par Linier ind af en tysk Ritornel: <poem>Muskathyazinthen — Ihr blühtet einst in Urgrossmutters Garten, das war ein Platz, weltfern, weit, weit dahinten.</poem> Jeg har denne ubeskrivelige Fornemmelse af at være kommet bagved Tilværelsen ind i den gamle Oldemoderhave, hvor alt betyder noget andet og mere, end hvad det er . . .