0 Gud, er her saa højt? Jeg har ej vidst det. Er det min Sjæl, det skonne, stolte Hus, hvor alting skinner, mens en gylden Taage langs mørke Klippehuler bolger frem, høj som den klare Nat, hvor Diamanter hænge i stille Glød, mens gyldne Aarer tindre i Murens hvide, skøre Sten? Men her stille. Kun en dæmpet Hvisken af tidlig kendte Stemmer, en Gang kærest af alt i Verden, nu ej mine mer; nu hviske de kun fjærnt og langvejs fra, med Klang som Vand, der rinder draabevis og uset leger dybt i mørke Grotter. Men gennem Luftens dybe Stilhed skrider dit Væsens statelige Melodi, den højeste, den eneste, den bedste, den bølger frem i brede, klare Toner og overdøver hver en jordisk Klang. — Jeg ser paa Dig, fordi jeg kan ej andet, men fatter ikke, hvad jeg ser. Jeg søger dit søde Selv, i hvad mit Øje ser, og kan ej finde det. Vidunderfine Farver omstraale mig, blidt violet, Therosens zarte gule, Ravets Glød i dæmpet Skygge af Kastaniens brune, Pupillens staalgraa Ring om Øjets dybe og sorte Nat — Dig selv jeg ser dog ej! Fordi jeg vil fastholde, hvad Du er, ' med mine Øjne, som er altfor svage. Saa ængstlig er det mig, som om jeg saa ved højlys Dag et Genfærd — fuldt bevidst, og vilde skjule i min Skræk, hvorledes jeg følte mig betagen af dets Nærhed -saa angstfuld stirrer jeg, saa selvfortabt! —