og mens jeg vandrer, hviske mine Læber: hvor lys er dog min Sol! Hvor god min elskte! Hvorfor er Døden Dig saa kær, min elskte? Jeg er ej skinsyg; men mit varme Hjærte har paa din varme Skønhed mere Krav end han, der elsker med en Ild, der dræber, ikke din Stemme, dine Øjnes Lys, men kun det stakkels Legeme, der skal fortæres af hans kolde Elskerattraa. Han sparer ej din Skønhed, husk det vel! Han kender ej til nænsom Hensyntagen. Hvad agter han vel dine søde Ord? Din kære, røde Mund han kysser bleg og dine Øjnes mindelige Glans, de klare Øjnes Glans udslukker han. Han røres ej af Latter eller Taarer, o Gud, selv dine Taarer er ham intet. Men jeg da, som en Gang i Sjæleangst har kysset Taarerne af dine Kinder, er jeg Dig ikke mere kær end han? At Du mig volder denne Sorg, min elskte! det er det bitreste, at Du vil ikke for min Skyld slippe ham, den onde Mand, men taler venligt om hans falske Elskov, roser hans Godhed, længes efter Trykket. det frygtelige Tryk omkring din Hals af hans iskolde Fingre. Tænk, min elskte, tænk blot dit blanke, dyrebare Liv i hans Omkrystelse, der aldrig slipper! Jeg elskede ham ingen Tid; men nu hader jeg ham, ja, af mit ganske Hjærte. Min elsktes Hjærte har lian fravendt mig, med sit lluloje set i hendes Sjæl, saa hun maa elske ham evindelig.