(1568—1646) malte sin Tids Aristokrati*), paa Jan Ravesteins (1580—1657) Lærreder se vi Borgerskabets jævnere Lag passere Revy, Smaaborgmestre, Officerer, Folk uden synderligt Navn. Frans Hals (1584—1666) vender Bunken, hos ham kommer Skælmer og Galgenfugle, løse Pigebørn og Drukken-boldte ovenpaa. Og paa samme Tid har Kunsten frigjort sig fra Skolearbejdets Stivhed og Ufrihed til den magistrale Overlegenhed i Behandlingen, som vi finde hos Bembrandt og Frans Hals. Af de bestilte Portrætgrupper udvikler Genrebilledet sig. Bembrandt maler sit Skyttegilde med en Flugt og Fart, som intet historisk Maleri kan overgaa, og Frans Hals maler os de Haarlemmer-Skyttegilder med en Kompositions- og Farvesans, der rent lader os glemme, at det er bestilte Portrætbilleder. De Borgere, han har malt, er ikke dem, der var med i hin frygtelige Vinters Kamp paa Voldene (da Haarlem belejredes, var Fnras Hals endnu ikke født), det er deres Børn. Men ogsaa de havde kæmpet med i mangen hed Dyst mod Spanierne — et af Billederne viser os Adrians-skytternes Afskedsmaaltid før deres Udrykning til Hasselt og Mons, hvor de tog Del i Belejringen. Man maa nu blot ikke tro, at de ser forknytte ud. Det er Folk, som kan den Kunst at leve hver Dag for sig, og som næppe er videre bange for Døden, Børn af dem, der stod paa Haarlems Vold. Store, tunge Skikkelser med markerede Træk, Haaret ruller i himmelsk Overflødighed over de brede Pander, der dækkes af de maleriske, bredt udfaldende Filthatte. I Billedets Midte, ofte henslængt paa tværs, ser man Fanen, kun halvt udfoldet, og lejret om den en tæt og ligesom tilfældig dannet Gruppe; det eneste ikke tilfældige, der er blevet tilbage, er det, at samtlige Skytter, enten de sidde saa eller saa, ere malte med *) Miereveldt skal i Følge sin egen Angivelse liave malt henimod ti tusinde Portræter.