For dette Tab fik man dog glimrende Oprejsning, da det lykkedes at knytte den berømte Scaliger, en fransk Huguenot. til Leidener-Universitetet. Som flere af Datidens lærde omfattede han med sit skarpsindige Hoved saa at sige hele Tidens Viden og var navnlig hjemme i Oldtidens græske og romerske Literatur. Han modtog gerne Kaldelsen, da han betragtede det lille, frihedskære Holland, hvor ingen behøvede at nedværdige sig ved at krybe for de store, som sit rette Fædreland. Man fritog ham for at holde Forelæsninger. Man forstod, at en Mand som han gjorde mere Gavn, jo mindre han var bundet. Republikens fornemste Mænd kappedes om at hædre ham. Med Olden Barneveld stod han paa den for-troligste Fod, Prins Mauritz nødte ham venskabelig til sit Bord, gav ham en høj Rang og fritog ham for tidsspildende Etikette. Paa Højskolens Forhold gav man ham stor Indflydelse, og en Kreds af udmærkede Mænd, hvoriblandt Folk som Heinsius og Hugo Grotius, flokkedes om ham som Lærlinger. .Med stor Iver tog han sin Opgave op, Videreudviklingen af den frie, historiske Kritik, hvortil han allerede tidligere havde lagt Grunden. Han paadrog sig herved Jesuiternes glødende Had, navnlig da han i 1598 rokkede ved Grundlaget for Pavemagtens apostoliske Udspring, idet han paaviste, at tle Skrifter, man havde tillagt Dionysius Areopagiten — en Discipel af Pavlus — umulig kunde være skrevne af denne, men maatte være opslaaede i det femte Aarhundrede efter Kristus, Da .lesuiterne ikke kunde komme Scaliger til Livs i hans hollandske Asyl, søgte de under Venskabs Maske at formaa den franske Konge Henrik den fjerde til at kalde ham tilbage til Frankrig. Henrik den fjerde, Huguenotternes forhadte Beskytter, skulde bruges som Redskab til at uskadeliggøre en af Aandsfrihedens Forkæmpere ved at bringe ham under hans Fjenders Kontrol. Kongen gjorde virkelig Scalinger glimrende