hollandske Stæder. Ganske vist findes der en Del; men de ligge mest i Byens Udkanter, og man kan færdes lange Strækninger uden at komme over en Bro. Alle Vegne pulserer Livet travlt, Butiksklokker ringe, Sporvogne klingre en forbi, her rykker en Militærafdeling frem med fuld Musik. Snart passerer man et Teater, hvis store, udhængte Plakater indbyde til nærmere Bekendtskab, og her straks ved Siden ligger en Café med store Spejlglasruder og rummelige Lokaler. Det slaar en ogsaa, at medens man i de andre hollandske Byer kun ser travle Forretningsmennesker paa Gaden, saa færdes der her ogsaa spaserende, Folk, som slentrer om paa Maa og Faa for at se og at ses. Gaderne og Husene have en egen pyntelig og venlig Karakter uden dog derfor at opgive de varme Toner og brogede Farvesammensætninger, der gør de hollandske Stæder saa maleriske. Som man nærmer sig Byens Midte, snævre Gaderne ind paa en betænkelig Maade, nogle af dem blive smalle som Gyder, saa trange, at næppe en Sporvogn kan klemme sig gennem dem. Det ser ud, som om Byen her var presset sammen ved et voldsomt Tryk; men atter udvider Perspektivet sig. Snart staa vi paa en mægtig aaben Plads uden Brolægning, omgivet af anseelige Bygninger og beplantet med Træer, Og nu følger den ene aabne Plads efter den anden, en hel sammenhængende Række af brede, parklignende Pladser — man glemmer næsten, at man befinder sig i Midlen af en stor By, saa landligt og stille som her er. Og dog er dette netop Haags Centrum, Naar man staar under de store Elmekroner paa Vijverberg og ser paa det grønne Vand i de Vijver, hvor de graa Ænder boltre sig saa uforstyrret som i Gadekæret i en Landsby, saa har man lige over for sig Binnenhof, det store Bygningskompleks, der udgør Byens ældste Del, og som nu afgiver Samlingsplads for Rigsdagens 15*