Omtalen af Raadhuset minder mig om et ejendommeligt Optrin, jeg blev Tilskuer ved, en Dag jeg færdedes i dette Nabolag. Det var et Slagsmaal mellem en Soldat og en Politibetjent. Politibetjenten vilde arrestere Soldaten; men Soldaten vilde ikke lade sig arrestere. Han slog fra sig som en rasende, undløb, blev atter fanget, og da der efterhaanden kom flere Politibetjente om ham, kastede han sig ned paa Gracht i Haag. Stenbroen, sparkede, sprællede, rev og bed, indtil han endelig blev fuldstændig overmandet og slæbt bort i Triumf af Rettens Haandhævere. Han var øjensynlig ikke drukken, i saa Fald vilde han ikke have kunnet forsvare sig saa godt. Det lille Træk var for mig en Aabenbarelse af den ubændige Trods, som karakteriserer Nationen, saa snart den er kommet ud af sin naturlige Ligevægtstilstand.