Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klapren, den eiendommelige Metallugt af den
friske Ler, og alle de fillede, udklinte Folk,
som syntes jeg var en saa godmodig Herre. Det
vil da sige: jeg haaber, de synes det; thi det
er min faste Overbevisning —- erhvervet i 8
Aar, — at disse Folk — d2 fattige, de som
slider for os — de narrer os altid; — enten
med Vilje eller af Vane, af indgroet Mistillid
til „de Fine“ ere de aldrig fuldstændigt aabne
mod os. Om jeg i Uforstand har givet de
rav-galeste Ordre, saa lystrer de ja hvad mere er!
de lader, somom det er Visdommens Ord, jeg
taler; men bagefter tror jeg rigtignok ogsaa, de
ler overordentlig hjerteligt.–––
— Naar Bjørnson først lægger sin Elsk paa
nogen, saa er det ikke med Maade, og mig
har han nu taget saaledes ind i sit Venskab,
at jeg næsten skammer mig, naar jeg tænker
paa, hvorineget der igrunden er indeni mig,
som forholder sig absolut usympatetisk til
Bjørnson. At jeg er taknemmelig, kan De vide;
at jeg føler mig hædret o. s. v. det er
altsammen godt nok; — men — ja hvorfor fortæller
jeg Dem det egentlig? Der er et Ord, som
spøger i Blækhuset; jeg vilde saa nødigt synes
vigtig, endnu nødigere misundelig; men Ordet,
som spøger, Tvivlen overfor Manden — er
Paalideligheden. Han er mig for meget
Digter; — det hjælper ikke, at dette er slidte
Ord, jeg maa sige det. Det staar i mit person-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
