Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjøbenhavn den 13. Juli 1882.
Kjære Herre og gode Ven! (Bj. Bjørnson.)
Tak for din Tale paa Stiklestad. I døde og
flaue Tider kan det nok hænde, at du ikke
passer saa godt; men alle maa vi dog være
enige om at takke Guderne, fordi vi har dig,
naar det kniber. Nu synes jeg, det gaar godt
i Norge; hvad der skal siges, det bliver sagt;
og alt, hvad vore Fiender burde tie med, det
bliver ogsaa sagt. Der er bare en Ting som
ærgrer mig lidt i vore Venners Tale, det er
naar det gjentages og gjentages, at Sverige er
det langt mægtigere og større Land. Norge
bliver tilslut som etslags Polen overfor
Rusland. Men hvad Fanden er dette Sverige, hvis
Mægtighed de kommer halende med? Eller
findes her en norsk Mand, som for Alvor tror,
at denne vor sammenbragte Broder er at være
ræd for? Derfor skulde man slutte med
saadan Tale, som bare kan gjøre de Unge bange
og forvirrede. Naar vi haaber, at de Svenske
ikke kommer for at slaas, saa er det for deres
egen og for deres Kvinders Skyld; men lykkes
det gale Folk at faa dem med paa slig
Galskab, saa lad dem bare komme! — Guds Død!
det er da ikke noget at være ræd for!
A propos! Beate fik den 5. den 4. som
lykkeligvis var en Datter, hvilket vi begge ønskede
os. Hun er meget frisk — jeg mener Moderen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
