Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hang let i hans øie, han kunde sitte i teatret
og silgraate, naar hans medfølelse blev vakt
selv om det han saa ikke var det mindste
merkelig. Han klager selv ofte over det og
bespotter sin medfødte bløthet: jeg er
uhelbredelig, saken er at jeg er urbløt. Han
kunde jo ogsaa, som sine
temperamentsbe-slegtede digterbrødre, Dickens og Daudet,
av medfølelse med sine personer stundom
henfalde til sentimentalitet; det dukker op
et par steder i «Garman & Worse»,
hver-gang han nærmer sig den stakkars Marianne,
«Else»er heller ikke helt fri for føleri, for ikke
at tale om den gyselige (dickenske) episode
med den blinde pike i «Fortuna».
Men kan saaledes Kiellands følsomhet en
og anden gang forlede ham til skildringer
som kunstnerisk ikke er helt uklanderlige,
saa er det paa den anden side den samme
egenskap som adler hans vid til humor.
Den unge Oscar Levertin skrev (1883) i
en omtale av Kielland omtrent følgende:
«hans ironiske tone gjennemløper hele
latterens skala og eier alle dens schatteringer
undtagen det flaue grin; stundom
fremtræder den gutteagtig lystig, næsten burchikos,
som i episoderne om «den fandens Bliicher»
eller «Abekatten», stundom, som f. ex. i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
