Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvem vil høre ham. Men naar de letsindige,
de tankeløse, de verdslige ser mig saa sier
de: Men Herre Gud! han er jo en af vore,
og dog skriver han saa! Det forvirrer,
vækker nysgjerrighed, forøger og slutter med
at gavne.»
Og saaledes kan Kielland fortsætte med
at leve bon—i moralens tjeneste.
Der ligger jo en god del sofisme i dette
ræsonnement, men han sier det saa muntert,
selvironien ligger i nærheten, rede til at
smile det hele bort, om nogen skulde ta
ham for høitidelig,—saa man her, som uten
undtagelse overalt hos Kielland,—ialfald
undgaar enhver fornemmelse av kvalme.
Den almindelige læser som endnu ikke
hadde vænnet sig til «den hjerteløse stil»,
følte sig brøstholden ved ikke at finde
forfatteren i de nye romaner og forlangte at
faa vite hvad han selv mente og følte. En
ung veninde skrev en dag til Kielland og
spurte om det virkelig var sandt at han
selv stod kold overfor den jammer han
skildret. Ogsaa hans bror, provsten, kom med
et lignende spørsmaal, og Kielland svarte
ham i ord som faar en til at tænke paa Ibsens
berømte «dommedag over sig selv»: «Den
kraft som driver mig og lægger varme i mit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
