Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rusland.
618
Rusland.
at den ikke udstykkes i mindre Dele end
c. 12 Tdr. Ld.; de kunne ogsaa forøge de-
res Ejendom ved Kjøb, oprette Fabriker, sælge deres
Fabrikater i Stæderne og træde over i disses Gilder
og Lang. ^ Østerfø-provindserne blev Livegenskabet
ophævet ved
kejserlige Forordninger af 1816 og 1820,
men Bøndernes Tilstand blev derved dog i Virkeligheden
kun lidet forbedret. Koloni-sterne ere Fremmede, der
ere indkaldte deels af de private Godsejere, deels
af Kronen, og som staae i et bestemt Kontraktforhold
til Grundejeren. De tribntpligtige Bønder
ere Itegere eller Nomader, der erlægge en Tribut
i Peltsværk eller Penge. Bønder underKronens
Forvaltning ere ,,Od-noworzii^ (Besiddere af
Enkeltgaarde), Mi-litærkolonister , egenlige
Kronbønder og Fa^ brikbønder. Denne Klasse besidder
Jorden i en Art Arvefæste, men uden Ret til at
sælge den. Odnoworzierne besidde Jorden samilievis,
men have desnden Ret til at erhverve Landejendom,
endog med Livegne, over hvilke de da have samme
Ret svm Adelen. Over deres selverhvervede Ejen-dom
have de fuldkommeu fri Dispositions-ret; men den
dem af Kronen overdragne Jord tør ikke sælges,
maa kun bortsorpag-tes .paa et Aar ad Gangen
og ikke deles mellem Arvingerne; men nedarves
paa en Enkelt. Tidligere var denne Klasse meget
talrig, men Peter den Store degraderede mange
blandt dem til blotte Kronbønder og mange ere
ligeledes senere indtraadte med deres Jord i den
sædvanlige Kommu-neforbindelse. Efterkommerne
af Militær-kolonister, navnlig de udstrakte
Kosakkolonier i det sydlige Rusland, staae under
militær Jurisdiktion, ere fritagne for alle Afgifter,
men derimod alle forpligtede til Krigstjeneste, med
Undtagelse af een Søn af hver Fami-lie, som Faderen
frit kan vælge og som ved dennes Død overtager
Besiddelsen. Terri-toriet tilhører Kommunen, og den
Enkelte har knn Nytten og Brugen. Kronbønderne have
Brugen af Kronjord (c. 30 Tdr. Ld.
for hver mandlig ,^Sjæl^) mod Erlæggelse
as en vis aarlig Pengeafgift (^Obrok^), der
hos Fabrikbønderne afløses med visse personlige
Arbejder. De Livegne ere deels Apanagebønder,
der tilhøre den kejserlige Familie, deels private
Godsejere underda-uige. De ere stavnsbundne
og maa stedse forblive i de sor dem bestemte
Tjenesteydel-ser; enhver Bortfjernelse uden Tilladelse
straffes som Desertion. Dog meddeles Til-
ladelse til at forlade Tjenesten hyppig mod
Udredelsen af en Pengeafgift. De Livegne
skylde Godsherren punktlig Lydighed; han
kan selv straffe enhver Forseelse eller afgive den
Paagældende til Afstraffelse i Tngthu-set; dog tør
han hverken lemlæste eller dræbe deu Livegne, ligesom
deune heller
ikke kan sælges uden i Forbindelse med
Jor-den. Godsherren er forpligtet til at have Korn
i Forraad, sor i knappe Tider at kunne sorsyne
de Livegne med Føde- og Sædekorn. Efter deres
Præstationer til Godsherren deles de livegne Bønder i
Obrok-bønder, Hoveribønder og Tjenende. Obrok-bønderne
kaldes^laaledes, fordi de betale
Obrok, en vis aarlig Afgift for Nytten af
Jorden. Dette var tidligere saagodtsom den almindelige
Regel; men naar en Kom-mune ikke var istand til at
erlægge Obrok’en,
blev 1/4 til en ^ af Jorden udlagt til Gods-
herren og det øvrige fordeelt blandt de Livegne,
der uu istedetfor Obrok maatte gjøre Hoveri paa
Godsherrens Deel, som de maatte dyrke med deres
egne Redskaber, og hvortil Herren kun leverede
Sædekorn. Godsherren holder i dette Tilsælde selv
in-gen Folk til Driften af sin Ejendom, paa hvilken
der mangengang ikke findes andre Bygninger end eu
Lade. Paa mange Steder har dog Hoveriet antaget en
mere ordnet Skikkelse, nden dog at være fastsat paa
an-den Maade end ^at der ikke maa fordres meer end
3 Hovdage om Ugen. - Den 3oie Klasse af Livegne ere
saadanne, der forrette personlig Tjeneste i deres
Herrers Huse. At en saadan Tilstand baade i social og
i statsøkonomisk Henseende er yderst uheldig, er af
sig selv indlysende. Forholdet mellem Godsherrer og
Livegne er alt andet end patriarkalsk, og de sidste
gribe ofte i deres Fortvivlelse til Selvtægt, hvorved
det ej blot gaaer ud over Herrens Ejendom men ogsaa
over hans og hans Families Liv. Efter et Gjennemsnit
af flere Aar har Middeltallet af saadanne Tilsælde
vieret
73 aarlig og i 1859 henstod for Senatet
ikke mindre end 350 Kriminalprocesser, der
havde deres Udspring fra de Livegnes Op-
stand mod deres Herrer. Det er imidlertid
indlysende, at et Forhold af en saa dhvt
indgribende Natur, navnlig hvad hele Ejen-domsvæsenet
angaaer, kun med stor Forsig-tighed kan omformes,
og det er ligeledes indlysende, at den rnssiske
Adel maa nære store Betænkeligheder ved en pludselig
For-andring. Ikkedestomindre har dog Kejser Alexander
1^ som foran meddeelt, nu gjort
de nødvendige Skridt til at fremkalde Liv-
egenskabets definitive Ophør. - Af den i det
Foregaaende givne Skildring af den russiske Almues
Vilkaar fremgaaer som en
Selvfølge, at O p l y s n i n g e n i det Hele^maa
staae paa et meget lavt Trin. Selv^hos de højere
Stænder har Tilstanden indtil den nyere Tid i denne
Henseende ladet me-
get tilbage at ønske og hvorvel det nu ikke
kan negtes, at disse Stænder sor nærv^-rende Tid have
gjort store Fremskridt, saa mangler det dog ikke paa
Stemmer svm mene , at disse Fremskridt ere af en mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
